Eksamenslæsning - af tegneserier (del 2)

Her kommer anden del af min hvad-har-jeg-læst-som-overspringshandling-til-eksamen...-liste....-ting.

"Abelard" af Dillies og Hautiere. En smuk, men lidt hård fortælling om den naive ungdoms møde med den store verden. Det er nogle vanvittigt smukke billeder, og alene for dét kan bogen anbefales. Jeg vidste ikke helt hvad jeg fik da jeg bestilte den hjem, og jeg troede nok det var en decideret børnebog. Det tror jeg ikke længere det er...men jeg er faktisk ikke helt sikker på hvad målgruppen egentlig er. Men det er heldigvis lige meget. 

Drawn and Quartely – gange 2. Forlaget Drawn and Quarterly udgiver fra tid til anden en samling af udsnit fra deres udgivelser. Både som en art best-of, men nok mest som en showcase - en appetitvækker til os mulige læsere. Det er en rigtig god ide, og jeg ville ønske at alle forlag gjorde det. Og gerne gratis...og gerne på nettet. (Fantagraphics gør det eksempelvis med hver eneste udgivelse).
Jeg har bladret i to af de lidt ældre showcases, men der var pudsigt nok ikke vildt meget der lige sprang i øjnene. Der var flere franskmænd som jeg tit har overvejet at lære at kende, men ingen af dem hev benene væk under mig. Men nu ved jeg da en smule om hvad Dupuy/Berbery, Baru og Blutch går ud. Sådan nogenlunde. 

Alex af Mark Kalesniko. Alex er en tegneserietegner der efter at have prøvet lykken i L.A. (og delvist er fejlet) er flyttet hjem til barndomsbyen. Her gennemlever han kunstnerens mareridt med blokering, frustration,  ubehagelige møder med fortiden samt en slem gang maveonde. Alex er svær at forholde sig til når man ikke selv har levet af alkohol og smidt rundt med sine møbler i frustration over ikke at kunne tegne en kanin sådan "rigtigt". Men det er sgu en meget fed historie, og jeg får faktisk lyst til at høre mere fra både Alex og Mark Kalesniko selv. 

Små Dyr af Ina Korneliussen. Som forsiden afslører er der tale om en grafisk novellesamling. På en måde godt og på en måde skidt. Det er ganske fint at kunne lære forskellige facetter af Korneliussens fortællestil at kende gennem små forskelligartede historier. Omvendt tror jeg virkelig hun er i stand til at lave noget stort og genialt. Men det kommer hun jo også nok til. Her ligger i hvert fald beviset på at hun sagtens kan tegne og fortælle. En femistisk Claus Deleuran kan hun kaldes, jo jo, men hun er også en moderne og egensindig stemme. Jeg venter mig meget fra hende i hvert fald.

Eksamenslæsning - altså af tegneserier (del 1)

I den sidste månedstid har jeg arbejdet på en større skriftlig opgave om en skulptur fra barokken, og oven i det har jeg brugt utrolige kræfter på mit managerhold til Giro d'Italia. Men jeg har altså også fundet tid til at læse overraskende mange tegneserier. Nogle af dem har jeg skrevet lidt om, men her kommer så en samlet liste over det jeg har fået kigget på. (i to afdelinger)
De er i øvrigt alle sammen lånt på danske biblioteker via bibliotek.dk

Jeg er kommet igennem de første 3 samlinger af Jeff Lemires "Sweet Tooth". En serie om en postapokalyptisk verden hvor noget har fået folk til at fødes som hybrider mellem mennesker og dyr. Jeff Lemire er en canadisk tegner og forfatter, og udover her at arbejde hos Vertigo (hvilket han også gjorde med "The Nobody"), står han også bag værkerne "Essex County" og "Underwater Welder" fra Top Shelf. Han er helt klart en af mine nye helte. Han fortæller virkelig godt, og han mestrer både serieformen som i "Sweet Tooth" og det mere graphic-novel-agtige i de andre.

En del af genopstartningen hos DC er "Animal Man", og i den nye form er det faktisk førnævnte Jeff Lemire der er forfatteren. Som billedet tydeligt viser, er det dog ikke ham der tegner igen. Trods alt.
Jeg fandt den første trade paperback, og jeg er egentlig ikke synderligt interesseret i at vide mere. Det kan sagtens være at serien har taget fart, og det kan sagtens være det holder. Hold øje med andre blogs og kommentatorer. I know I will.

Warren Ellis har vi her. Jeg har før læst andre ting af ham. Jeg har det ganske blandet med ham, og sådan har de fleste det vidst nok. "Planetary" brød jeg mig slet ikke om, men hans del af "Hellblazer" er til gengæld fede. "Transmetropolitan" er en vanvittig sci-fi fortælling om en gal gonzo journalist der er sådan halvt kynisk/flabet/badass og halvt retskaffen og ordentlig. På en ret fed måde. Det er hardcore sci-fi og der er masser af crazy dialog. Prøv det!

Jeg faldt over Ray Fawkes fordi han var nomineret til nogle priser sidste år...ja sådan er jeg så snobbet. Men det er han heldigvis ikke, og han har haft fingrene i alt muligt. Eksempelvis er både ham og Jeff Lemire vidst nok igang med at samarbejde om "Constantine" på DC. Måske interessant. Her har han dog på OniPress fået muligheden for at skabe et helt selvstændigt værk hvor han selv har skrev et og tegnet. Det er en ret rost bog, fordi den bruger tegneseriemediet på helt ny måde...og den slags. Det er 'historien' eller rettere alle de potentielle historier om et ufødt barn. Historierne har en rude hver på hver opslag, og man skal således følge med i 18 historier samtidig...efterhånden som figurerne dør, bliver ruderne sorte. Det er temmelig fortænkt, og jeg synes slet ikke det virker. Måske er jeg bare ikke tålmodig nok. hehe.

Her var der lige to billeder fra "Return of the Dapper Men" af Jim McCann og Janet Lee. En meget anderledes bog, som ikke ligner noget jeg har set før. Jeg var meget i tvivl om hvad jeg ville få hjem da jeg bestilte den hjem fra biblioteket, men jeg regnede med at det var en art børnebog fra England. Det er det måske også, men det er bare ikke rigtig beskrivelse nok. Mest af alt er jeg fascineret af billederne i den her bog, og jeg skal helt klart se noget mere af Janet Lee. Men det er alt i alt en virkelig fin bog der sidder fast på nethinden længe efter. Den må jeg kigge nærmere på engang når jeg får den købt.

"The Next Day" var egentlig bare en bog jeg hentede hjem fordi den er tegnet af John Porcellino - en fyr jeg virkelig godt kan lide. Jeg blev så glad over at finde noget af ham på et dansk bibliotek at jeg slet ikke tjekkede hvad det var. Og det var noget helt andet end jeg havde troet. Porcellinos melankolske teenagefortællinger får i denne bog en anden kulør - bogen er nemlig en samling af illustrerede interviews med 4 unge der har forsøgt at begå selvmord...men ikke er lykkes med det. De fortæller om hvad der fik dem derud, og hvordan de tænkte dagen før, selve dagen og ikke mindst dagen efter - for der kom jo en dag efter. Det er smukt og enkelt og hårdt og frustrende, alt hvad det bør være når det handler om livet og døden og ikke mindst selvmord.

Og til at afslutte denne første halvleg: selveste Takashi Murakami. Murakamisensei kan man med rette kalde ham, for han er en stor kunstner som jeg virkelig holder af. Her har han dog lavet en lille manga om...absolut ingenting! Det handler om hvordan en sød hun også kan være lidt eftertænksom...eller nej, det handler titlen om...bogen handler om at hunde siger vov og er meget trofaste og at alting i øvrigt var bedre i gamle dage. Dengang en ærlig borger kunne....fortsæt selv. Det er bræk fra først til sidst. adbad.

Slut på del 1

- Felicious

Northside - mest om musik, men også lidt om tegneserier

I weekenden var der Northside Festival her i Aarhus. Og det var fedt. Især fordi jeg var frivillig sammen med en masse søde mennesker, og så fordi jeg fandt noget god musik som jeg gerne vil høre mere af. Rigtig fedt. Men jeg er nødt til (det kræves af mig som blogger...) at give min kritik af årets festival. Og som også mange andre kommentatorer og bloggere har gjort opmærksom på, kan det sammenfattes til ét ord. Grådighed! For Northside var ikke hverken 'dårlig' eller 'uproffesionel' eller andre negative ord. Nej de var ganske simpelt blevet for grådige. Tre scener og næsten 30.000 mennesker på kun ca. 28.000 kvadratmeter...det er grådigt. Et skridt tilbage guys! Væk med den tredje scene, så man ikke skal høre to koncerter samtidig...og ned med budgettet så I kan nøjes med at sælge 20.000 billetter. BUM!

Nå, for nu at tale om musikken, så var der et par koncerter jeg gerne vil fremhæve.

Fredag åbnede Peter Sommer festivalen, og det gjorde de godt de kære drenge. Det var fedt at høre et par af numrene fra den forrige plade, og det var fedt at se hvor meget energi der også er live i de nye numre. Fed plade i øvrigt!
Senere spillede Teagan and Sara, og dem kan vi sagtens tage til os herhjemme. Det gjorde publikum også, og Rød Scene aka Teltet var faktisk overraskende kogende til en skøn koncert. Canada gogogo - Nu mangler vi bare KT Tunstall.

Lørdag var en sjov kombination af to usikre og to sikre. Alt-J og Eclectic Moniker er for mig to af de fedeste koncerter længe, og især Alt-J's plade bør alle købe.
Om aftenen var der så Nick Cave and the Bad Seeds samt selveste Flaming Lips. Førstnævnte leverede en nogenlunde identisk, men federe koncert på Roskilde '09, men skuffet kan jeg sgu ikke tillade mig at være...shit den mand er awesome.
Flaming Lips skulle basically have spillet flere af de numre jeg kender...basta. Men deres sceneshow var præcis lige så vanvittigt og overdrevet som jeg havde håbet på. En oplevelse for livet!

Søndag startede med et højdepunkt. Everything Everything fra England var helt vildt fede. Jeg havde ikke regnet med noget særligt, men jeg har nærmest fået mig et nyt yndlingsband. Der var så meget gang i den og han synger så fedt!
Fun beviste senere på dagen hvorfor de brager fremad på verdensscenen. Fede hits og medrivende performance. Alle var med!

Mange andre ting ville jeg gerne havde hørt - andre ting kan jeg simpelthen ikke rose. Bikstok var uinteressante og jeg nøjes med pladen. Phoenix har noget, men mindst halvdelen af det de laver er bare for kedeligt til at spille live. Kashmir gav jeg ikke nok opmærksomhed, men der er jo bare begrænsninger på hvor publikumsvenlige de kan blive med Kasper Eistrup som frontfigur. Jeg er dog ikke skræmt væk af det nye...og når man nu har alle de andre plader...hehe.

Det er en festival der passer mig rigtig godt. Sove derhjemme, nemt at blive frivillig (aka gratis billet) og totalt fokus på musikken. Men for fanden hvor undrer jeg mig over at alle andre gider det...der er jo stort set intet andet indhold end musik og øl, og hvis man er vant til Roskilde eller Skanderborg, må Northside da være en flad fornemmelse. Tja, jeg hepper på dem, og så længe den humlebi flyver videre skal jeg nok flyve med.

- Flexitron

Nå ja, tegneserier. Stinestregen lavede tegninger under hele festivalen, og det var vildt fedt. I hvert fald for os andre. Jeg håber hun også selv nød det. Den med "i nat bliver det sommer" er stadig det sjoveste indslag hele weekenden. Se HER.

"Prophet" af Brandon Graham

Da jeg læste "Saga" af Vaughan tænkte jeg, hold kæft det her er spacy og sci-fi og fantasy på den vilde måde. Jeg synes altid det er modigt at sætte sig for at skabe en virkelighed stort set fra bunden - og det er jo netop det Fantasy og ofte Sci Fi prøver på. Det er så sjældent det lykkes til fulde, og jeg tror vi skal tilbage til "Inkalen" i tegneseriehistorien for at finde det seneste mesterværk der lykkes med dette.
...Men bare tre sider af "Prophet" og jeg var allerede blæst bagover!

Vi kyles med det samme direkte ind i en verden af fremmede planeter, makabre væsener og et sprog der insisterer på at være storladent ad helvede til. Det er faktisk så vild en oplevelse at jeg slet ikke er sikker på jeg kan lide den. Hver gang man bladre skal man forholde sig til adskillige nye racer af væsener, og vi hjælpes overhovedet ikke på vej. Tricket er, at vores helt heller ikke kender den virkelighed han befinder sig i, men han er til gengæld uovertruffen til at tilpasse sig...det kræver næsten at læseren også er det. Og det er den ægte fantasy-læser naturligvis!

Jeg blev ofte i tvivl om præcis hvad der foregik, men jeg er ret sikker på, at det også handler om at der er starten på et længere epos. Vi skal naturligvis introduceres for en skrækkelig masse i starten. Jeg har dog fanget at det hele handler om figuren John Prophet som skal redde menneskenes verden...eller måske nærmere genoprette den.
Og her begynder det allerede at lugte lidt af førnævnte mesterværk. I Moebius og Jodorowskis fabelagtige "Inkalen" hedder hovedpersonen John Difool, og i modsætning den ret storladne tredjepersons ental omtale vi har af "profeten" John, er fjolset i "Inkalen" konstant sludrene, og helst om sig selv.
Samme serie er det altså ikke, men der er tydeligt at der er skelet en smule i den retning. Ligesom der ganske givet også skeles til mange andre ting. Det er helt som det skal være.

En anden interessant ting man kan sige om serien her er, at omend der endnu ikke er introduceret nogen egentlig humor eller skarphed i dialogerne, ja så er der i hvert fald en ret spøjs metabevidsthed der kommer til syne når "Prophet" leger med sin egen genre og dens klicheer - især som ovenfor hvor vi ser hovedpersonens 'inventory' som var vi igang med et sci-fi computerspil. En gimmick der bruges flere gange, og faktisk er med til at redde serien fra at blive helt opstyltet i sin storladenhed. Der er stadig plads til andet en store afstande mellem planeter og oldgamle forudsigelser...

Og så er det fandme flot!
Hele vejen igennem. Der sker noget nyt på hver eneste side, og farvepaletten presses til yderpunkterne ofte. Det samme gør såvel forfatterens og tegnernes fantasi som læserens egen...vi skal jo prøve at følge med. For som genrens navn antyder, så er det virkelig fantastisk det her. Der er intet almindeligt til stede, og det er bare med at hoppe på vognen og prøve at nå at se alt det spændende der suser forbi én.
Jeg er ikke overbevist endnu, men jeg er simpelthen nødt til at følge "Prophet" lidt længere. Prøv det!

- Flexitron

"Saga" af Vaughan og Staples

Tidligere har jeg kigget lidt på et par af de amerikanske serier som man måske skal lægge lidt mærke til. Crime Noir/science fiction/andre fede ting "Fatale" af Brubaker. Se HER. Især var jeg glad for Marvels nye "Hawkeye" af Matt Fraction. Den er virkelig sjov - se eksempler HER.
Nu har jeg fået læst de to andre serier som har fået meget opmærksomhed i år. Blandt andet "Saga" af Brian K. Vaughan og Fiona Staples. En ret funky galaktisk fantasy-ting.

Oplægget er en art Romeo og Julie. Vore to helte er forelskede, men er beklageligvis fra hver deres planet - to planeter der har hadet hinanden siden...lang tid i hvert fald. Historien starter hvor deres forhold altså er endt i det forhold nu ofte ender i - en baby! Der er et eller andet sejt ved et barn født af to bekrigende folk, og det er alle andre også enige i. Så vore helte er forfulgt fra de første sider. Bum.

Som en ekstra corny detalje er fortællerstemmen naturligvis barnet selv...engang i fremtiden. Den ovenstående side er et glimrende eksempel på balancegangen mellem vulgaritet, humor og total meget dybde. Teksten i kursiv er ren dyyyb kliche, men selve scenen mildest talt står i kontrast til dette. Denne balance er svær, men når det lykkes er det altid megafedt. Som i de gode afsnit af de gode sit-coms. Og det lykkes altså rigtig rigtig godt i Saga.

 "nå da da, det lyder godt nok som en ret almindelig serie". Nej! Saga er måske funderet i en ret klassisk fortælling (hvad fanden er ikke det?) men meget hurtigt hives vi rundt i et univers (bogstavelig talt) fyldt med sære væsener og langt ude situationer. Det er vanvittigt hvor forskellige motiver og stemninger Fiona Staples har skulle hive op af hatten. Her ovenfor ses eksempelvis en af de andre hovedpersoner...et, øhh, tv som hoved og så sidder han (?) lige og skider mens han læser lægeroman eller sådan noget. (er benene grå?)

Er der så ikke noget action, spørger du. Bevares, baby på armen eller ej, så skal der jo stadig smadres bad guys. Hende her på billedet smadrer man dog ikke lige sådan vupti. Som der står bag på bind 1 er Saga en ret sexet serie - nu har jeg allerede vist bryster på to af fire billeder...men det er bare som om det er sexet på en lidt sær måde dog.

Sær...eller faktisk decideret surrealistisk! Hvad fanden er det der for en tegning!
Jeg er helt tosset med Saga, og jeg glæder mig virkelig til at få fingrene i de næste bind når de så småt udkommer. Brian K. Vaughan kan godt skrue en historie sammen, men jeg er alligevel spændt på om den her kommer til at gå hele vejen. Det ligner et mesterværk, men puha hvor er der lang vej endnu. Tænk på "Y The last Man" en serie der virkelig, i lang tid lignede et mesterværk - men så falmede den sgu bare en smule sådan i sidste tredjedel. Jaja, jeg er ikke ekspert i de hersens amerikanske tegneserier, men Saga virker som en gal ven jeg gerne vil lære bedre at kende!

...seriøst. Efter få sider smækkes den her i hovedet på os... Jeg er vild med det!

- Flexitron out

Copenhagen Comics - Indkøbene

Årets fangst på Copenhagen Comics. Jeg har naturligvis tænkt mig løbende at komme med små anmeldelser af de fleste af værkerne, men her er lige lidt generelle ord om udvalget.
Det var jo sindssygt svært at vælge. For vælge det skulle jeg. Så længe man er studerende, er det en kunst at tage på bogmesser. Faktisk er det nærmest ikke rart. Jeg havde dog lagt lidt til side og i øvrigt ikke købt tegneserier i mange måneder. Så jeg måtte godt købe lidt ind. Men der var bare så skrækkelig meget jeg gerne ville købe. Jeg gik mange gange rundt mellem standene og opførte mig som Jensens faldende konge (litterær reference fordi jeg er sej).

Nederst i venstre på billedet ses noget der ligner to aviser. Det er gratis samlinger af mange forskellige tegneserier, så det var ikke den store udgift. Til gengæld holder de næppe evigt. Kuti Kuti er finsk, men her er det så halvt dansk også. StribeSatire giver vel sig selv, men i hvert fald var det trykt i forbindelse med en ganske fin udstilling om det samme som var at finde på festivalen.
Blindtofte af Richard Thompson ligger ved siden af. Mest fordi den kostede 40 kroner i Fantasks bod, men også fordi det virkelig er en genial og morsom stribe.
Kulkælderen 1 er den første antologi fra tegnestuen af samme navn, og den ser faktisk rigtig lovende ud. Impulskøb, men en oplagt mulighed for at sludre med ægte levende tegnere.
I midten ses årets danske tegneserie i en flot blå farve med de vanvittige streger der udgår fra Mårdøn Smets hånd.
"Robots" står der på et hæfte. Det er en antologi fra den britiske forlag Accent UK. Hvad antologiens tema er, må man selv gætte.
Midt i lyskeglen ses Martik Flinks "The Man of Glass". Den blev udgivet for et par år siden på selvsamme engelske forlag. Jeg havde den faktisk i hænderne til sidste festival, men glemte at købe den. Nu fik jeg det gjort!
Ude i siden til venstre ses mit hjertebarn: Scott Pilgrim. Jeg har læst de bøger så mange gange, og det er måskemin yndlingstegneserie overhovedet! I hvert fald var det efterhånden blevet pinligt at jeg kun ejede bind 4-6, så nu måtte jeg have fat i de første 3. Endelig. De er allerede (gen)læst.
"Speedy Ortiz Dør" af Jaime Hernandez var nok det store køb for mig. En rimelig berømt, ja nærmest maistream tegneserie som jeg aldrig (som i: "aldrig") har fået læst bare en side af. Det er totalt pinligt, og der er steder jeg ikke tør komme af bar skam. Så nu måtte jeg igang. Jeg måtte beklageligvis starte ud med forrige års udgivelse, selv om Aben Maler jo lige havde fået trykt det næste bind til årets festival...lidt bagud er jeg vel...også fordi serien egentlig er tilbage fra slutfirserne...
Oppe øverst ligger en nyklassiker; "Bedemandens Datter" af Alison Bechdel. En vaskeægte graphic novel. Og den havde jeg af en eller anden grund aldrig fået købt før. Men det er dælme en god bog.
"Min fars dagbog" af Jiro Taniguchi og "Ellers går det godt" af Maren Uthaug. Den store stjerne fra Japan og den unge debutant. To drøngode bøger, og så er der ikke sagt for meget. Ej seriøst jeg synes Maren er sjov! Tjek hendes blog.

Rundt omkring ligger der en masse små pixibøger. Det er Aben Malers 676 udgivelser. Eller i hvert fald 10 af dem. Det er billig og god måde at få et kendskab til en masse af de danske tegnere, og når man ikke har råd til alle de dyre bøger, var det her en fed måde at udforske lidt på.

Det var vidst også det. Bortset fra "Fantasmagori" 9 og 10, "Eks Libris" (med bonus-kat) samt Fredrik Strömbergs bog "Hvad er en Tegneserie" som alle er ting jeg skal anmelde. Så snart jeg lige har rettet og printet min fine opgave om gravmonumenter i barokken...

- Flexitron

Hvem vandt så Ping Priserne 2013 - få svaret her!

I lørdags var der awardshox på Lille Vega. Folkene bag Pingprisen havde en del at leve op til efter et glimrende og professionelt arrrangement sidste år. Godt nok kedede jeg mig bravt dengang, men sådan er det når man ikke kender et øje. I år var denne del klaret langt bedre, så allerede her var oddsene gode. Og alt i alt må man sige at standarten er lagt for awardshows blandt nørder. Det var faktisk decideret underholdende til tider. Anders Lund Madsen var vært (sammen med navnkundige Felix Rothstein), og omend han ikke er så høj som på tv (ja, det er sådan noget man siger...) var han virkelig sjov og velforberedt. Blandt andet havde han fanget hvor meget han faktisk kan tillade sig i netop dette selskab, og de fjogede kommentarer gik lige til grænsen i flabethed. Superfedt!

Og apropos menneskers højder, ja så er jeg nok nødt til at nævne vores allesammens helt Jakob Stegelman. Han vandt årets ærespris og han holdt en flot tale om hvorfor han slet ikke burde have den. Vi var heldigvis ligeglade alle sammen, og han måtte pænt takke ja alligevel. Og så kom aftenens højdepunkt: Jakob Stegelman stående ved siden af Anders Lund Madsen! Shit der er højdeforskel!

Nå nok om det, det vigtigste i løbet af aftenen var nok de to udenlandske vinderes takketaler som blev læst op på scenen. Dem vil jeg dog ikke sige mere om, men i stedet bør DU smutte ind på Forlaget Aben Malers hjemmeside og læse hvad Steffen har skrevet derinde. Der finder du også de to taler, så jeg kan straks bevæge mig over til dagens egentlige pointe...mine forudsigelser!

Den opmærksomme læser (mon jeg har sådan nogle?) vil allerede nu have opdaget at, ja, Felix Paulsen aka Flexitron gættede søreme rigtig i 6 ud af 6 priser - det svarer ca. til 100 procents nøjagtighed. Jeg skulle sgu have spillet penge på det!
Faktisk har jeg som skribent for Nummer9.dk også stemt til æresprisen - og ja, jeg stemte søreme på den herre Stegelman. Så 7 ud af 6 må det hedde!

Faktisk er jeg en anelse stolt, men lidt heldig var jeg altså også. For der var ikke mange af priserne der var afgjort på forhånd. Det var et rigtig stærkt felt og alle de nominerede havde naturligvis fortjent en pris! Det er nogle gange uheldigt hvis to fantastiske tegneserier udgives samtidig, for så mange købere er der trods alt heller ikke. Jeg skal nu nok sørge for at få læst alle de nominerede før eller siden.

Årets vinder blev Mårdøn Smet og hans opsamlende værk Stig og Martha. Tidligere om lørdagen havde jeg stået og købt bogen af ham og fået en lille tegning, så jeg kan med glæde kalde mig ejer af årets danske tegneserie. Den er også bare vildt flot!

ps. svaret på hvem der egentlig vandt Ping: det gjorde JEG! Ellers kan jo kigge HER

- Flexitron

Copenhagen Comics - En nørds dagbog (gæt referencen!)

Så kort kan det siges: SÅ god var min oplevelse af Copenhagen Comics. Ja faktisk endnu bedre, for jeg hjembragte også adskillige anmeldereksemplarer, men det vil blive tydeligt på Nummer9 i den nærmeste fremtid.
...Ja okay, så hjembragte jeg også andet end en stor indkøbspose...men det er nu altså tegneserierne der er dem det trods alt stadig handler om. Trods alt!

Når man kommer hele vejen fra Aarhus, kan man ligeså godt gøre det til en miniferie, og som sagt så gjort. Fredag morgen kvart over seks bevægede jeg mig ned til bussen mod Kbh. Fredag dag var der nemlig seminar om tegneserier på Københavns Universitet, og den slags går jeg ALDRIG glip af. Faktisk har jeg været stamkunde til akademiske tegneseriearrangementer så ofte, at overraskende mange af de ægte forsker-typer efterhånden hilser på mig! Men altså, jeg holder også sjældent min kæft.
Det var et ganske fint seminar, og især oplægget lige inden jeg kom skulle have været rigtig spændende...sørens. Men alt i alt var det en dejlig dag, og jeg har til stadighed kun oplevet det nye KUA i smukt forårsvejr. Og så er det altså et dejligt sted.

Lørdag klokken meget tidligt drog jeg med min med-nørd ind til Øksnehallen for at hjælpe med at gøre klar. Vi var nemlig FRIVILLIGE. Intet mindre. Det viste sig hurtigt, at det var der også andre der var. Ret mange faktisk. ca. 80 faktisk. Så det var jo egentlig meget fedt. Det betød at der på intet tidspunkt under festivalen var sådan egentlig run på for de frivillige. Vi var simpelthen godt dækket ind, og det var bare total sejt! Jeg er stolt over mit nørdede miljø! Og nåja, så hjælper det da også at de andre var søde og rare og dejlige at arbejde sammen med.

Faktisk brugte jeg en del tid på at kigge på stande og sludre med andre nørder. Jeg fik mig et par nye venner, og jeg fik beundret tegnende tegnere i flæng. Der er åndssvagt mange dygtige folk samlet på ét sted. Emmanuel Guibert er et ret godt eksempel på dette. En vanvittig dygtig kunstner, og så viste det sig endda at han simpelthen er rigtig rigtig rar og tålmodig. Stjernenykker er naturligvis ret anakronistisk i tegneseriesammenhæng, men det er alligevel forfriskende når disse såkaldte stjerner bare befinder sig godt på en festival - i hvert fald hvis de får lov at tegne. Og Guibert stoppede sgu aldrig med at tegne - jeg tror ikke han var stoppet der søndag aften halv ni da jeg endelig forlod en næsten tømt Øksnehal. Dejlig mand!

Der var også andre søde og dygtige folk, og jeg er glad for at have mødt de seje upcoming stjerner fra eksempelvis tegnestuen Kulkælderen samt slænget fra Ondskabens Flydende Vatikan. At se Anke Feuchtenberger stå og hygge sig med at male en hel væg mens hun lyttede til musik var en ret fed oplevelse. Og pludselig at stå ved siden af Jiro Taniguchi var bestemt ikke noget jeg troede jeg nogensinde skulle opleve.

Sådan kunne jeg vel ret beset blive ved og ved længe, men jeg vil slutte for nu. Senere vil jeg lige kigge lidt nærmere på de der tegneserier som jeg så investerede i. Og så er jeg nok nødt til at følge op på mine forudsigelser af Ping Prisen. For det var dælme også en flot aften med mange fine ord.

- Flexitron (eller Felicious?)