onsdag den 19. juni 2013

Eksamenslæsning - altså af tegneserier (del 1)

I den sidste månedstid har jeg arbejdet på en større skriftlig opgave om en skulptur fra barokken, og oven i det har jeg brugt utrolige kræfter på mit managerhold til Giro d'Italia. Men jeg har altså også fundet tid til at læse overraskende mange tegneserier. Nogle af dem har jeg skrevet lidt om, men her kommer så en samlet liste over det jeg har fået kigget på. (i to afdelinger)
De er i øvrigt alle sammen lånt på danske biblioteker via bibliotek.dk


Jeg er kommet igennem de første 3 samlinger af Jeff Lemires "Sweet Tooth". En serie om en postapokalyptisk verden hvor noget har fået folk til at fødes som hybrider mellem mennesker og dyr. Jeff Lemire er en canadisk tegner og forfatter, og udover her at arbejde hos Vertigo (hvilket han også gjorde med "The Nobody"), står han også bag værkerne "Essex County" og "Underwater Welder" fra Top Shelf. Han er helt klart en af mine nye helte. Han fortæller virkelig godt, og han mestrer både serieformen som i "Sweet Tooth" og det mere graphic-novel-agtige i de andre.

En del af genopstartningen hos DC er "Animal Man", og i den nye form er det faktisk førnævnte Jeff Lemire der er forfatteren. Som billedet tydeligt viser, er det dog ikke ham der tegner igen. Trods alt.
Jeg fandt den første trade paperback, og jeg er egentlig ikke synderligt interesseret i at vide mere. Det kan sagtens være at serien har taget fart, og det kan sagtens være det holder. Hold øje med andre blogs og kommentatorer. I know I will.

Warren Ellis har vi her. Jeg har før læst andre ting af ham. Jeg har det ganske blandet med ham, og sådan har de fleste det vidst nok. "Planetary" brød jeg mig slet ikke om, men hans del af "Hellblazer" er til gengæld fede. "Transmetropolitan" er en vanvittig sci-fi fortælling om en gal gonzo journalist der er sådan halvt kynisk/flabet/badass og halvt retskaffen og ordentlig. På en ret fed måde. Det er hardcore sci-fi og der er masser af crazy dialog. Prøv det!

Jeg faldt over Ray Fawkes fordi han var nomineret til nogle priser sidste år...ja sådan er jeg så snobbet. Men det er han heldigvis ikke, og han har haft fingrene i alt muligt. Eksempelvis er både ham og Jeff Lemire vidst nok igang med at samarbejde om "Constantine" på DC. Måske interessant. Her har han dog på OniPress fået muligheden for at skabe et helt selvstændigt værk hvor han selv har skrev et og tegnet. Det er en ret rost bog, fordi den bruger tegneseriemediet på helt ny måde...og den slags. Det er 'historien' eller rettere alle de potentielle historier om et ufødt barn. Historierne har en rude hver på hver opslag, og man skal således følge med i 18 historier samtidig...efterhånden som figurerne dør, bliver ruderne sorte. Det er temmelig fortænkt, og jeg synes slet ikke det virker. Måske er jeg bare ikke tålmodig nok. hehe.



Her var der lige to billeder fra "Return of the Dapper Men" af Jim McCann og Janet Lee. En meget anderledes bog, som ikke ligner noget jeg har set før. Jeg var meget i tvivl om hvad jeg ville få hjem da jeg bestilte den hjem fra biblioteket, men jeg regnede med at det var en art børnebog fra England. Det er det måske også, men det er bare ikke rigtig beskrivelse nok. Mest af alt er jeg fascineret af billederne i den her bog, og jeg skal helt klart se noget mere af Janet Lee. Men det er alt i alt en virkelig fin bog der sidder fast på nethinden længe efter. Den må jeg kigge nærmere på engang når jeg får den købt.

"The Next Day" var egentlig bare en bog jeg hentede hjem fordi den er tegnet af John Porcellino - en fyr jeg virkelig godt kan lide. Jeg blev så glad over at finde noget af ham på et dansk bibliotek at jeg slet ikke tjekkede hvad det var. Og det var noget helt andet end jeg havde troet. Porcellinos melankolske teenagefortællinger får i denne bog en anden kulør - bogen er nemlig en samling af illustrerede interviews med 4 unge der har forsøgt at begå selvmord...men ikke er lykkes med det. De fortæller om hvad der fik dem derud, og hvordan de tænkte dagen før, selve dagen og ikke mindst dagen efter - for der kom jo en dag efter. Det er smukt og enkelt og hårdt og frustrende, alt hvad det bør være når det handler om livet og døden og ikke mindst selvmord.


Og til at afslutte denne første halvleg: selveste Takashi Murakami. Murakamisensei kan man med rette kalde ham, for han er en stor kunstner som jeg virkelig holder af. Her har han dog lavet en lille manga om...absolut ingenting! Det handler om hvordan en sød hun også kan være lidt eftertænksom...eller nej, det handler titlen om...bogen handler om at hunde siger vov og er meget trofaste og at alting i øvrigt var bedre i gamle dage. Dengang en ærlig borger kunne....fortsæt selv. Det er bræk fra først til sidst. adbad.

Slut på del 1

- Felicious

Ingen kommentarer:

Send en kommentar