onsdag den 1. maj 2013

Mens vi venter på Hawkeye - mere Eisner Award


 En anden ny serie der har fået rigtig meget opmærksomhed til årets Eisner Award nomineringer er Marvels Hawkeye -  skrevet af Matt Fraction og tegnet af David Aja. Generelt er det en serie der virkelig har fået meget opmærksomhed. Bl.a. af meget viise Cav Bøgelund. Se hans blog HER hvor han, i billeder, gennemgår hvorfor serien er Awesome.

I modsætning til mit held med Fatale og bibliotek.dk, kan Hawkeye altså endnu ikke findes på de danske biblioteker...da der simpelthen ikke er udkommet en tradepaperback endnu! Mine damer og herrer, for første gang nogensinde er jeg bare en smule med på beatet! Oh yeah! Der var således ikke andet at gør for mig, end at gå ned i Stribeladen i Jægergårdsgade og nuppe deres sidste hæfte nummer 1. En stor dag, da det simpelthen er første gang nogensinde at jeg har investeret i et superheltehæfte fra ny. Udover Anders And og Basserne, tror jeg egentlig slet ikke jeg har nogle hæfter...aktualitet har aldrig været min stærke side.

Men når man nu vil forstå en hype og i øvrigt gerne vil opfattes som "sådan en der ved hvad der rør sig i tegneserieverdenen" så var det jo en nødvendighed at læse i hvert fald en smule Hawkeye.

Og umiddelbart er jeg sgu lige så solgt som alle andre. Serien er dejlig anderledes end alt andet superhelte-gøgl jeg før er rendt ind i. Hvilket jo giver god mening når man tænker på at Hawkeye ikke som sådan er...super. Til gengæld har han super-humor...okay det var plat sagt...men altså serien er virkelig sjov! På en lige så funky, men knap så popsmart måde som Spider-Man på en god dag.
Det her er simpelthen en af de sjoveste og bedst øhh... orkestrerede (!) billeder jeg længe har set i en tegneserie. Og det er blot et lille billede i hjørnet af siden.
Men jeg siger "anderledes" og jeg siger "sjov"; hvad skal det nu egentlig betyde? Ja, det er temmelig begrænset hvad man sige om en serie efter så lille en bid af den, så ret mange flere tillægsord (eller andre ord) vil jeg helst ikke postulere. Men jeg vil sige, at hvis serien holder den standart i humor og skævhed OG samtidig lykkes med at skrue nogle veldrejede historier sammen, ja så skal jeg gerne blive fan.

Nå ja, så slåsser de også til tider...men som det ses her, er der en god portion selvironi til stede.