mandag den 29. april 2013

Mens vi venter på Eisner Awards - "Fatale" af Brubaker og Phillips

Om ca. en måned er der som tidligere nævnt tegneseriefestival i lille Danmark. Copenhagen Comics! I den forbindelse afholdes også den efterhånden mindre mediebegivenhed Ping-Prisuddeling. Hop HERHEN for at se hvem jeg regner med løber af med de forskellige priser. Så må vi jo se hvor godt jeg rammer. Spændende er det.
Men udover vores lille danske prisuddeling findes der jo også en masse andre og større prisuddelinger. En af de abolut største og vigtigste er den amerikanske Will Eisner Comic Industry Awards. Eisner-Prisen kort sagt (Se de nominedere HER). Vil man vide hvad der rør sig på den amerikanske tegneseriescene...og det vil man...så kan man med fordel holde lidt øje med nomineringerne her. Der er temmelig mange kategorier, men de har jo også flere tegneserier at vælge mellem. Som ovre hos Oscar og filmpriserne uddeles der både til værkerne OG til kunstnerne – hvilket jo til tider giver en lidt fjollet dobbeltbooking af de bedste værker, men jo samtidig giver en mulighed for at hædre endnu flere forskellige værker.

Kigger man på de væsentligste af kategorierne går et par titler igen. Heriblant én jeg har læst og gerne vil anbefale sådan mere personligt. ”Fatale” hedder serien, for det er en serie, og den udgives på forlaget Image. I sig selv er det interessant at Image som er et af indie-forlagene (et af de større dog...), faktisk tegner sig for hele 4 af 5 nominerede i kategorien Best Continuing Series og to af disse er også nomineret som Best New Series. Der sker altså noget på dette forlag.

Forfatter Ed Brubaker (som jeg tidligere har læst Captain America serier af HER ) og tegner Sean Phillips er søreme også nomineret i hver deres kategori oven i hatten, ja Phillips sågar også i kategorien Best Cover Artist for selvsamme serie. ”Fatale” har altså hele 5 nomineringer bag sig, hvilket efter mine beregninger er i hvert fald noget af det mest imponerende i årets Eisner Award. Det er kort sagt en temmelig god ide at kigge nærmere på denne serie. Og så er det tid min sædvanlige kæphest: bibliotek.dk – for naturligvis har Gentofte Bibliotekerne (af alle steder...) da købt første bind af ”Fatale” hjem, og naturligvis dukker den op i Aarhus til lille mig kun få dage efter jeg har spottet hypen. Lovin' it!
Velskrevet Horror-Noir og en historie der helt klart lover mysterier ud over det sædvanlige. Jeg skulle lige hitte ud af hvilke mandlige hovedpersoner der var hvem (de hedder sgu alle sammen det samme næsten!), men så snart det var på plads tog historien over, og det var svært at vriste sig fri. For mig der elsker Hellblazer, Sandman og Preacher ser det helt klart ud til at der er grund til at glæde sig, men omvendt er en sådan sammenligning på ingen måde en præcis beskrivelse af ”Fatale”. Det korte og det lange er, at Ed Brubaker bare kan skrue en spændende og episk historie sammen som få andre, og Sean Phillips holder jeg mere og mere af. Og selv hvis man skider på namedropping og genrebevidsthed, kan der stadigvæk være noget at hente her. Det smarte er jo, at man blot kan smutte på bibliotek.dk og læse bind 1. Så er man enten hooked eller ej. Dette må være vilkårene for værker der insisterer på at være serielle – de skal som minimum kunne fange en ind i første bind. Det gjorde ”Fatale” ved mig.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar