onsdag den 21. august 2013

Best American Comics 2012

Ja okay, ikke sådan at forstå at jeg ligefrem har lavet mig en årlig prisuddeling. Og da slet ikke for amerikanske tegneserier. Næh, i stedet er det simpelthen titlen på en bogserie som jeg da vidst også har været inde på en anden gang.
Konceptet er enkelt, genialt og naturligvis ganske tosset: én prominent personlighed indenfor tegneseriernes verden får opgaven at samle en antologi over årets bedste tegneserier. Bum. En opgave som alle redaktørerne gennem årene har taget med lige dele energiske gåpåmod og angstfuld fortrydelse. Den ultimative smagsdom er det jo!
Men netop fordi alle ved hvor fjollet det er med én redaktør og én bog og så postulatet; "Best American", ja netop derfor fungerer bøgerne faktisk rigtig godt. Jeg læser dem i hvert som gode antologier og intet andet. Til tider er det en redaktør man deler smag med, og så er det jo endnu bedre. Og så er bøgerne flotte og tykke, og det er jo altid rart.

Det er en god tyk bog, men der også kommet flere gode tiltag i forhold til nogle af de tidligere bøger. Hver enkelt kunstner har nu fået en introside hvor der lige står en smule om personens levned og meeninger. Vældig rart i en antologi. Og så er de søreme kommet på den ide at have en bonusafdeling med tegneserier for børn! Det siger jo allerede en del om antologiens beskaffenhed at børnetegneserierne er den absolutte undtagelse. Tegneserier er her ganske enkelt slet ikke for børn som udgangspunkt. Pudsigt.

Der er masser af gode og/eller interessante tegneserier i bogen, men her nøjes jeg lige med et par enkelte bidder af noget man måske ikke lige er stødt på før.
Her ovenfor ses en side af Jesse Jacobs som jeg personligt har fået øjnene op for gennem denne bog. Jeg skal i hvert fald ha' set nærmere på hans hovedværker "Even the Giants" (hvor denne side vistnok er fra) og "By this shall you know him". Tjek ham ud på hans blog HER.

Her ovenfor er det så Renee French som måske ofte ville gå under betegnelsen kunstner. Hun (går jeg ud fra!) er heldigvis ligeglad og har haft fingrene i alt fra søde tegneserier for børn til artsy fartsy galleri-venlige værker. Jeg er mest bare fascineret over stregens blidhed i billederne i bogen. Se hvor farverigt det ser ud trods manglen på farver. Smukt. Tjek en blog HER.

Her er så Anders Nilsen. Eller hans tegninger i hvert fald. Manden bar blandt andet bogen "Big Questions". En lidt stor bog, men ind imellem er den til gengæld decideret genial. Tit med fugle der siger underlige ting. Han har pudsigt nok også en glimrende blog. Find den HER.

Der er som sagt også tusind (ca.) andre spændende ting, så tag endelig at få fat i en af de her antologier. Der er inspiration nok til lang tid.

Felix Out

søndag den 18. august 2013

Jeg elsker diagrammer!

Det er ingen hemmelighed at en af mine store kærligheder er...diagrammer. Altså på den fede måde! På den der artsy æstetiske måde med ord som graphic og visual. Men også bare diagrammer der er seje. Det er noget med kombinationen af stregernes skønhed og så den til tider utroligt præcise formidling af noget information. Det er ligesom at være på kunstmuseum, bare en smule mere gennemsigtigt. Du ved at der her er tale om en kunstner (i ordets videste begreb) der gerne har villet formidle noget indhold, men også gerne på en pæn måde. Så kan jeg rigtig nyde den banale skønhed samtidig med at jeg kan forsøge at aflæse betydningen...indholdet.
Nicholas Felton - fra hans projekt Feltron Annual Report. Tryk på billedet for at se det større.
Det er lidt banalt sagt det samme der sker når man rent faktisk står der på kunstmuseet. Det handler om at kigge, men det handler også om at "se". Plat, men langt hen ad vejen meget præcist.
Det ovenstående diagram er fra Nicholas Feltons pudsige og temmelig omfangsrige projekt "Feltron Annual Report". Hvert år udgiver han på sin blog HER en art rapport over sit liv i det forgange år. I diagrammer. Diagrammer der forsøge at vise hele hans liv i tal og forhold - lige fra alt hvad han har spist til hvilke mennesker han har været sammen med hvornår, hvorfor og på hvilke måder. Det er vanvittigt, men det er også smukt. Og så er det en glimrende kommentar til at den slags slet ikke kan lade sig gøre. Uanset hvor interessante nogle af diagrammerne er, til tider for os og sikkert oftere for hans nærmeste, ja så er de først og fremmest mikroskopiske detaljer fra et liv der indeholder så meget mere end tal og procenter. Der sker ganske enkelt mere i verden hvert sekund end vi nogensinde kan nå at opfange. Heldigvis.

En anden blog jeg for nylig er blevet forelsket i er Ilovecharts. Der finder man nemlig samme kærlighed til alskens diagrammer. Det er ikke altid samme skønhed som jeg leder efter, men til gengæld er der enormt stor variation på hvilke diagrammer der er fundet frem fra det store internet. Og så opdateres siden (som er en tumblr) stort set hver dag. Fedt nok.
Diagrammerne derinde veksler som sagt meget og kan til tider være deciderede seriøse og alvorlige tal over triste sandheder om den virkelige verden. Puha. Det er vigtigt jo. Heldigvis er det mindst lige så ofte diagrammer der foretrækker at handle lidt om sig selv på en skør måde. Det ovenstående "Pie-Chart" er et glimrende eksempel på dette. Og det er genialt! På den ene side siger den noget meget præcist og sikkert temmelig sandt. Vi vil ofte bare gerne have noget tærte! Og vigtigst af alt udnyttes diagrammets form aktivt således at både form og farve (samt "stykket" der er forsvundet) tilsammen konnoterer TÆRTE meget tydeligt. Jeg får faktisk lyst til at spise tærte.

torsdag den 27. juni 2013

Eksamenslæsning - af tegneserier (del 2)

Her kommer anden del af min hvad-har-jeg-læst-som-overspringshandling-til-eksamen...-liste....-ting.


"Abelard" af Dillies og Hautiere. En smuk, men lidt hård fortælling om den naive ungdoms møde med den store verden. Det er nogle vanvittigt smukke billeder, og alene for dét kan bogen anbefales. Jeg vidste ikke helt hvad jeg fik da jeg bestilte den hjem, og jeg troede nok det var en decideret børnebog. Det tror jeg ikke længere det er...men jeg er faktisk ikke helt sikker på hvad målgruppen egentlig er. Men det er heldigvis lige meget. 


Drawn and Quartely – gange 2. Forlaget Drawn and Quarterly udgiver fra tid til anden en samling af udsnit fra deres udgivelser. Både som en art best-of, men nok mest som en showcase - en appetitvækker til os mulige læsere. Det er en rigtig god ide, og jeg ville ønske at alle forlag gjorde det. Og gerne gratis...og gerne på nettet. (Fantagraphics gør det eksempelvis med hver eneste udgivelse).
Jeg har bladret i to af de lidt ældre showcases, men der var pudsigt nok ikke vildt meget der lige sprang i øjnene. Der var flere franskmænd som jeg tit har overvejet at lære at kende, men ingen af dem hev benene væk under mig. Men nu ved jeg da en smule om hvad Dupuy/Berbery, Baru og Blutch går ud. Sådan nogenlunde. 


Alex af Mark Kalesniko. Alex er en tegneserietegner der efter at have prøvet lykken i L.A. (og delvist er fejlet) er flyttet hjem til barndomsbyen. Her gennemlever han kunstnerens mareridt med blokering, frustration,  ubehagelige møder med fortiden samt en slem gang maveonde. Alex er svær at forholde sig til når man ikke selv har levet af alkohol og smidt rundt med sine møbler i frustration over ikke at kunne tegne en kanin sådan "rigtigt". Men det er sgu en meget fed historie, og jeg får faktisk lyst til at høre mere fra både Alex og Mark Kalesniko selv. 


Små Dyr af Ina Korneliussen. Som forsiden afslører er der tale om en grafisk novellesamling. På en måde godt og på en måde skidt. Det er ganske fint at kunne lære forskellige facetter af Korneliussens fortællestil at kende gennem små forskelligartede historier. Omvendt tror jeg virkelig hun er i stand til at lave noget stort og genialt. Men det kommer hun jo også nok til. Her ligger i hvert fald beviset på at hun sagtens kan tegne og fortælle. En femistisk Claus Deleuran kan hun kaldes, jo jo, men hun er også en moderne og egensindig stemme. Jeg venter mig meget fra hende i hvert fald.

onsdag den 19. juni 2013

Eksamenslæsning - altså af tegneserier (del 1)

I den sidste månedstid har jeg arbejdet på en større skriftlig opgave om en skulptur fra barokken, og oven i det har jeg brugt utrolige kræfter på mit managerhold til Giro d'Italia. Men jeg har altså også fundet tid til at læse overraskende mange tegneserier. Nogle af dem har jeg skrevet lidt om, men her kommer så en samlet liste over det jeg har fået kigget på. (i to afdelinger)
De er i øvrigt alle sammen lånt på danske biblioteker via bibliotek.dk


Jeg er kommet igennem de første 3 samlinger af Jeff Lemires "Sweet Tooth". En serie om en postapokalyptisk verden hvor noget har fået folk til at fødes som hybrider mellem mennesker og dyr. Jeff Lemire er en canadisk tegner og forfatter, og udover her at arbejde hos Vertigo (hvilket han også gjorde med "The Nobody"), står han også bag værkerne "Essex County" og "Underwater Welder" fra Top Shelf. Han er helt klart en af mine nye helte. Han fortæller virkelig godt, og han mestrer både serieformen som i "Sweet Tooth" og det mere graphic-novel-agtige i de andre.

En del af genopstartningen hos DC er "Animal Man", og i den nye form er det faktisk førnævnte Jeff Lemire der er forfatteren. Som billedet tydeligt viser, er det dog ikke ham der tegner igen. Trods alt.
Jeg fandt den første trade paperback, og jeg er egentlig ikke synderligt interesseret i at vide mere. Det kan sagtens være at serien har taget fart, og det kan sagtens være det holder. Hold øje med andre blogs og kommentatorer. I know I will.

Warren Ellis har vi her. Jeg har før læst andre ting af ham. Jeg har det ganske blandet med ham, og sådan har de fleste det vidst nok. "Planetary" brød jeg mig slet ikke om, men hans del af "Hellblazer" er til gengæld fede. "Transmetropolitan" er en vanvittig sci-fi fortælling om en gal gonzo journalist der er sådan halvt kynisk/flabet/badass og halvt retskaffen og ordentlig. På en ret fed måde. Det er hardcore sci-fi og der er masser af crazy dialog. Prøv det!

Jeg faldt over Ray Fawkes fordi han var nomineret til nogle priser sidste år...ja sådan er jeg så snobbet. Men det er han heldigvis ikke, og han har haft fingrene i alt muligt. Eksempelvis er både ham og Jeff Lemire vidst nok igang med at samarbejde om "Constantine" på DC. Måske interessant. Her har han dog på OniPress fået muligheden for at skabe et helt selvstændigt værk hvor han selv har skrev et og tegnet. Det er en ret rost bog, fordi den bruger tegneseriemediet på helt ny måde...og den slags. Det er 'historien' eller rettere alle de potentielle historier om et ufødt barn. Historierne har en rude hver på hver opslag, og man skal således følge med i 18 historier samtidig...efterhånden som figurerne dør, bliver ruderne sorte. Det er temmelig fortænkt, og jeg synes slet ikke det virker. Måske er jeg bare ikke tålmodig nok. hehe.



Her var der lige to billeder fra "Return of the Dapper Men" af Jim McCann og Janet Lee. En meget anderledes bog, som ikke ligner noget jeg har set før. Jeg var meget i tvivl om hvad jeg ville få hjem da jeg bestilte den hjem fra biblioteket, men jeg regnede med at det var en art børnebog fra England. Det er det måske også, men det er bare ikke rigtig beskrivelse nok. Mest af alt er jeg fascineret af billederne i den her bog, og jeg skal helt klart se noget mere af Janet Lee. Men det er alt i alt en virkelig fin bog der sidder fast på nethinden længe efter. Den må jeg kigge nærmere på engang når jeg får den købt.

"The Next Day" var egentlig bare en bog jeg hentede hjem fordi den er tegnet af John Porcellino - en fyr jeg virkelig godt kan lide. Jeg blev så glad over at finde noget af ham på et dansk bibliotek at jeg slet ikke tjekkede hvad det var. Og det var noget helt andet end jeg havde troet. Porcellinos melankolske teenagefortællinger får i denne bog en anden kulør - bogen er nemlig en samling af illustrerede interviews med 4 unge der har forsøgt at begå selvmord...men ikke er lykkes med det. De fortæller om hvad der fik dem derud, og hvordan de tænkte dagen før, selve dagen og ikke mindst dagen efter - for der kom jo en dag efter. Det er smukt og enkelt og hårdt og frustrende, alt hvad det bør være når det handler om livet og døden og ikke mindst selvmord.


Og til at afslutte denne første halvleg: selveste Takashi Murakami. Murakamisensei kan man med rette kalde ham, for han er en stor kunstner som jeg virkelig holder af. Her har han dog lavet en lille manga om...absolut ingenting! Det handler om hvordan en sød hun også kan være lidt eftertænksom...eller nej, det handler titlen om...bogen handler om at hunde siger vov og er meget trofaste og at alting i øvrigt var bedre i gamle dage. Dengang en ærlig borger kunne....fortsæt selv. Det er bræk fra først til sidst. adbad.

Slut på del 1

- Felicious

tirsdag den 18. juni 2013

Northside - mest om musik, men også lidt om tegneserier


I weekenden var der Northside Festival her i Aarhus. Og det var fedt. Især fordi jeg var frivillig sammen med en masse søde mennesker, og så fordi jeg fandt noget god musik som jeg gerne vil høre mere af. Rigtig fedt. Men jeg er nødt til (det kræves af mig som blogger...) at give min kritik af årets festival. Og som også mange andre kommentatorer og bloggere har gjort opmærksom på, kan det sammenfattes til ét ord. Grådighed! For Northside var ikke hverken 'dårlig' eller 'uproffesionel' eller andre negative ord. Nej de var ganske simpelt blevet for grådige. Tre scener og næsten 30.000 mennesker på kun ca. 28.000 kvadratmeter...det er grådigt. Et skridt tilbage guys! Væk med den tredje scene, så man ikke skal høre to koncerter samtidig...og ned med budgettet så I kan nøjes med at sælge 20.000 billetter. BUM!

Nå, for nu at tale om musikken, så var der et par koncerter jeg gerne vil fremhæve.

Fredag åbnede Peter Sommer festivalen, og det gjorde de godt de kære drenge. Det var fedt at høre et par af numrene fra den forrige plade, og det var fedt at se hvor meget energi der også er live i de nye numre. Fed plade i øvrigt!
Senere spillede Teagan and Sara, og dem kan vi sagtens tage til os herhjemme. Det gjorde publikum også, og Rød Scene aka Teltet var faktisk overraskende kogende til en skøn koncert. Canada gogogo - Nu mangler vi bare KT Tunstall.

Lørdag var en sjov kombination af to usikre og to sikre. Alt-J og Eclectic Moniker er for mig to af de fedeste koncerter længe, og især Alt-J's plade bør alle købe.
Om aftenen var der så Nick Cave and the Bad Seeds samt selveste Flaming Lips. Førstnævnte leverede en nogenlunde identisk, men federe koncert på Roskilde '09, men skuffet kan jeg sgu ikke tillade mig at være...shit den mand er awesome.
Flaming Lips skulle basically have spillet flere af de numre jeg kender...basta. Men deres sceneshow var præcis lige så vanvittigt og overdrevet som jeg havde håbet på. En oplevelse for livet!

Søndag startede med et højdepunkt. Everything Everything fra England var helt vildt fede. Jeg havde ikke regnet med noget særligt, men jeg har nærmest fået mig et nyt yndlingsband. Der var så meget gang i den og han synger så fedt!
Fun beviste senere på dagen hvorfor de brager fremad på verdensscenen. Fede hits og medrivende performance. Alle var med!

Mange andre ting ville jeg gerne havde hørt - andre ting kan jeg simpelthen ikke rose. Bikstok var uinteressante og jeg nøjes med pladen. Phoenix har noget, men mindst halvdelen af det de laver er bare for kedeligt til at spille live. Kashmir gav jeg ikke nok opmærksomhed, men der er jo bare begrænsninger på hvor publikumsvenlige de kan blive med Kasper Eistrup som frontfigur. Jeg er dog ikke skræmt væk af det nye...og når man nu har alle de andre plader...hehe.

Det er en festival der passer mig rigtig godt. Sove derhjemme, nemt at blive frivillig (aka gratis billet) og totalt fokus på musikken. Men for fanden hvor undrer jeg mig over at alle andre gider det...der er jo stort set intet andet indhold end musik og øl, og hvis man er vant til Roskilde eller Skanderborg, må Northside da være en flad fornemmelse. Tja, jeg hepper på dem, og så længe den humlebi flyver videre skal jeg nok flyve med.

- Flexitron

Nå ja, tegneserier. Stinestregen lavede tegninger under hele festivalen, og det var vildt fedt. I hvert fald for os andre. Jeg håber hun også selv nød det. Den med "i nat bliver det sommer" er stadig det sjoveste indslag hele weekenden. Se HER.

torsdag den 13. juni 2013

"Prophet" af Brandon Graham


Da jeg læste "Saga" af Vaughan tænkte jeg, hold kæft det her er spacy og sci-fi og fantasy på den vilde måde. Jeg synes altid det er modigt at sætte sig for at skabe en virkelighed stort set fra bunden - og det er jo netop det Fantasy og ofte Sci Fi prøver på. Det er så sjældent det lykkes til fulde, og jeg tror vi skal tilbage til "Inkalen" i tegneseriehistorien for at finde det seneste mesterværk der lykkes med dette.
...Men bare tre sider af "Prophet" og jeg var allerede blæst bagover!

Vi kyles med det samme direkte ind i en verden af fremmede planeter, makabre væsener og et sprog der insisterer på at være storladent ad helvede til. Det er faktisk så vild en oplevelse at jeg slet ikke er sikker på jeg kan lide den. Hver gang man bladre skal man forholde sig til adskillige nye racer af væsener, og vi hjælpes overhovedet ikke på vej. Tricket er, at vores helt heller ikke kender den virkelighed han befinder sig i, men han er til gengæld uovertruffen til at tilpasse sig...det kræver næsten at læseren også er det. Og det er den ægte fantasy-læser naturligvis!

Jeg blev ofte i tvivl om præcis hvad der foregik, men jeg er ret sikker på, at det også handler om at der er starten på et længere epos. Vi skal naturligvis introduceres for en skrækkelig masse i starten. Jeg har dog fanget at det hele handler om figuren John Prophet som skal redde menneskenes verden...eller måske nærmere genoprette den.
Og her begynder det allerede at lugte lidt af førnævnte mesterværk. I Moebius og Jodorowskis fabelagtige "Inkalen" hedder hovedpersonen John Difool, og i modsætning den ret storladne tredjepersons ental omtale vi har af "profeten" John, er fjolset i "Inkalen" konstant sludrene, og helst om sig selv.
Samme serie er det altså ikke, men der er tydeligt at der er skelet en smule i den retning. Ligesom der ganske givet også skeles til mange andre ting. Det er helt som det skal være.

En anden interessant ting man kan sige om serien her er, at omend der endnu ikke er introduceret nogen egentlig humor eller skarphed i dialogerne, ja så er der i hvert fald en ret spøjs metabevidsthed der kommer til syne når "Prophet" leger med sin egen genre og dens klicheer - især som ovenfor hvor vi ser hovedpersonens 'inventory' som var vi igang med et sci-fi computerspil. En gimmick der bruges flere gange, og faktisk er med til at redde serien fra at blive helt opstyltet i sin storladenhed. Der er stadig plads til andet en store afstande mellem planeter og oldgamle forudsigelser...

Og så er det fandme flot!
Hele vejen igennem. Der sker noget nyt på hver eneste side, og farvepaletten presses til yderpunkterne ofte. Det samme gør såvel forfatterens og tegnernes fantasi som læserens egen...vi skal jo prøve at følge med. For som genrens navn antyder, så er det virkelig fantastisk det her. Der er intet almindeligt til stede, og det er bare med at hoppe på vognen og prøve at nå at se alt det spændende der suser forbi én.
Jeg er ikke overbevist endnu, men jeg er simpelthen nødt til at følge "Prophet" lidt længere. Prøv det!

- Flexitron

onsdag den 12. juni 2013

"Saga" af Vaughan og Staples

Tidligere har jeg kigget lidt på et par af de amerikanske serier som man måske skal lægge lidt mærke til. Crime Noir/science fiction/andre fede ting "Fatale" af Brubaker. Se HER. Især var jeg glad for Marvels nye "Hawkeye" af Matt Fraction. Den er virkelig sjov - se eksempler HER.
Nu har jeg fået læst de to andre serier som har fået meget opmærksomhed i år. Blandt andet "Saga" af Brian K. Vaughan og Fiona Staples. En ret funky galaktisk fantasy-ting.

Oplægget er en art Romeo og Julie. Vore to helte er forelskede, men er beklageligvis fra hver deres planet - to planeter der har hadet hinanden siden...lang tid i hvert fald. Historien starter hvor deres forhold altså er endt i det forhold nu ofte ender i - en baby! Der er et eller andet sejt ved et barn født af to bekrigende folk, og det er alle andre også enige i. Så vore helte er forfulgt fra de første sider. Bum.
Som en ekstra corny detalje er fortællerstemmen naturligvis barnet selv...engang i fremtiden. Den ovenstående side er et glimrende eksempel på balancegangen mellem vulgaritet, humor og total meget dybde. Teksten i kursiv er ren dyyyb kliche, men selve scenen mildest talt står i kontrast til dette. Denne balance er svær, men når det lykkes er det altid megafedt. Som i de gode afsnit af de gode sit-coms. Og det lykkes altså rigtig rigtig godt i Saga.
 "nå da da, det lyder godt nok som en ret almindelig serie". Nej! Saga er måske funderet i en ret klassisk fortælling (hvad fanden er ikke det?) men meget hurtigt hives vi rundt i et univers (bogstavelig talt) fyldt med sære væsener og langt ude situationer. Det er vanvittigt hvor forskellige motiver og stemninger Fiona Staples har skulle hive op af hatten. Her ovenfor ses eksempelvis en af de andre hovedpersoner...et, øhh, tv som hoved og så sidder han (?) lige og skider mens han læser lægeroman eller sådan noget. (er benene grå?)

Er der så ikke noget action, spørger du. Bevares, baby på armen eller ej, så skal der jo stadig smadres bad guys. Hende her på billedet smadrer man dog ikke lige sådan vupti. Som der står bag på bind 1 er Saga en ret sexet serie - nu har jeg allerede vist bryster på to af fire billeder...men det er bare som om det er sexet på en lidt sær måde dog.


Sær...eller faktisk decideret surrealistisk! Hvad fanden er det der for en tegning!
Jeg er helt tosset med Saga, og jeg glæder mig virkelig til at få fingrene i de næste bind når de så småt udkommer. Brian K. Vaughan kan godt skrue en historie sammen, men jeg er alligevel spændt på om den her kommer til at gå hele vejen. Det ligner et mesterværk, men puha hvor er der lang vej endnu. Tænk på "Y The last Man" en serie der virkelig, i lang tid lignede et mesterværk - men så falmede den sgu bare en smule sådan i sidste tredjedel. Jaja, jeg er ikke ekspert i de hersens amerikanske tegneserier, men Saga virker som en gal ven jeg gerne vil lære bedre at kende!


...seriøst. Efter få sider smækkes den her i hovedet på os... Jeg er vild med det!

- Flexitron out